Lidt om mit kunstneriske liv indtil nu

Finn Juul

kunstmaler

Født 1953

Autodidakt igennem et halvt liv – godt og vel.

Fik mit første staffeli som 10-årig. I mit voksenlivs ferier har jeg vel nærmest været fast inventar på diverse europæiske museer til stor fortrydelse og udbredt kedsomhed hos en ellers forstående og overbærende ægtefælde samt vores 2 piger, der ofte mente, at tiden for længst var kommet til en ønsket familiær demokratisk valgproces om malerier kontra iskager og badeferie.

Udstillinger fra 1978 og op gennem firserne til først i halvfemserne ved bl.a.

Nykøbing F. bibliotek, Maribo bibliotek, Sakskøbing bibliotek, Stubbekøbing bibliotek, Storstrøms Amtsrådhus´s  kunstforening, Nakskov Politistation, Alm. Brand Nykøbing F., Lollands Sparekasse Maribo, Ishøj Rådhus, Næstved Kunstforenings censurerede udstilling 2011,  Samart 2012 i Køge, Seniorklubbernes hus Nyk. F. samt Guldborgsund Kommunes kunstforening 2013, Åbne-Atelierdøre i Guldborgsund 2012-2015, og i den forbindelse - Tak til alle der kiggede forbi til Åben Atelierdøre samt til Åben Have i 2014, hvor der også var åbent i atelieret. Det blev til 300 besøgende på de 3 dage. 

Jeg har aldrig gået ind for at leve på en sten af min kunst og gode helbred bistået af min kones gode arbejde, så jeg har haft et job med marketing og salg samt 50-60 timers arbejdsuger i en menneskealder, hvad der så også har krævet sin pris. Et par nær-ved-og-næsten-oplevelser med en pacemaker til følge i 1998 afstedkom i det mindste, at jeg fandt penslerne frem på ny, og malede mig så at sige ud af en for stresset tilværelse. Jeg er just ingen vårhare længere, og skal jeg nå at sætte farve og motiv på lærredet fra det væld og kaos af skæve tanker, som mit sind dagligt fyldes med, skal jeg nok ikke holde flere pensel-pauser i den nævnte størrelsesorden.

Fra min grønne ungdom har jeg været flere af maleriets ismer igennem, men fra min debutudstilling i 1978 og til i dag, er der dog nogle klare paralleller i motiv og brug af materialer. Tiden imellem og de mentale kanter, der er blevet slået af og klinket igen, har dog nu givet mindre skal og overflade og mere substans og dybde i udtryk og teknisk virtuositet.

Portrættet er prioriteret højt. De kunstigt opstillede facadebilleder er ikke lige mig, men der imod det spontane portræt, der giver netop det brøkdel af et sekund, den specielle trækning ved mundvigen eller ved øjet, som kun de færreste måske lægger mærke til, men som netop ofte er nøglen til den dybere, uprætentiøse personskildring bag en mere officiel facade.

Med dyreportrætter er det lige sådan; at finde den personlige kode. Har man f.eks. hund eller kat med stort H eller K ved man også, at de er lige så forskellige i sind, væremåde og udseende som mennesker, og skal man portrættere et dyr, er det disse udtryk, der skal rummes i dyreportrættet, for at give mening i galskaben.

Når jeg arbejder med portrættet, hvad enten det er mennesker eller dyr, som motiv, bruger jeg hovedsalig fotos som forelæg, måske 50 eller 100 optagelser, samtidig med at jeg nødvendigvis skal være sammen med den 2-benede eller 4-benede model i flere timer, for at komme ”ind under huden” på modellen og opleve de øjeblikke, som i sidste ende bliver stykket sammen til en færdig komposition og udtryk på lærredet.

Opstillinger eller i ligeså høj grad ”ophængninger” er endnu en del af mit motivvalg, som jeg skal have afløb for, hvis jeg skal sove roligt om natten: Viskestykker, en skjorte, patentflasker eller de nedfaldne kastanjer og visne blade. Ting vi omgiver os med, men som sjældent ses som motiver, man på nogen måde giver en større opmærksomhed, stiger i graderne til et andet bevidsthedsplan.

Landskabsmaleri er vel nærmest at betragte som et personligt meditativt forsøg på at finde ro i en forvirret sjæl. Jeg falder af og til over et landskab, hvor jeg finder en indre ro og stabilitet; hvor man mest af alt får lyst til at kunne fastfryse et øjebliks billede ved hjælp af alle sanser og suge indtrykkene helt ned i lungespidserne eller tæerne, eller hvor de nu havner. Det er måske egentlig den fornemmelse – ro og fordybelse, som jeg forsøger at genfinde, når jeg i min egen fortolkning, genskaber motivet i atelieret, hvis jeg da ikke lige får besøg af vore to forkælede katte, der i maleriets ”hellige haller” af og til synes at de vil aflevere en levende mus til ”far”, så jeg kan skærpe mine jagtegenskaber og ikke blive for stillestående. Jeg tror nu nok, at vore to 4-benede terrorister har misforstået noget omkring kunstens muser.